Yosemite og frem mod Las Vegas.

Det var rart at komme ud af San Francisco, som både var for stor, for kold og for klar til turister. Vi kom efter en del omveje ud af byen via Golden Gate Bridge og nåede også at få tanket et par hundrede liter benzin i Sausolito. Det er nok ingen hemmelighed, at de store byer ikke er min kop te, så det var fint at komme ud på de mindre veje igen, altså dem med kun 4 spor i hver retning!

Med retningen sat mod den nordlige indgang til Yosemite kørte vi bare derudaf, og da radioen pludselig spillede Eagles, var det tid til at prøve kameraets filme-kvalitet. Vi optog en lille sekvens, som du også kan finde her på denne side.

Turen mod Yosemite var ret speciel, for vi forlod en stor by med havgus og temperaturer på omkring 20 grader samt et forholdsvis fladt og bart landskab, og det vi kom til senere på dagen var stik modsat. Der var varmt, frodigt og absolut højt til loftet. Størrelsen på skovene i dette område er bare ikke muligt at fatte, når man kommer fra Danmark. Her kunne man faktisk fare vild og vandre rundt i ugevis uden at møde nogen. Bjergene er også ufattelige for os. Det er så stort, at man må knibe sig i armen og bare tænke, at man er røget ind i et eller andet skjult kamera show eller lignende, for det her kan da ikke passe. Men det passer selvfølgelig, og her kunne vi bruge lang tid uden at have set det hele. Dette er området, hvor man nemt kunne bruge et par uger med at vandre op langs floderne eller tage på flere dages togter med telt og fiskestang på ryggen. Vi talte faktisk med et par Nordmænd oppe ved Glacier point, som havde besluttet at vandre op nede fra Yosemite valley nedenfor og så endelig var nået op til udsigtspunktet adskellige timer senere. Det havde været en langt hårdere tur, end de havde forestillet sig, og det går pludselig op for én, at det der ser ud til at være liiige derhenne faktisk er temmelig langt væk. Nu manglede de så bare at komme hele vejen tilbage. De så faktisk ikke ud som om, de var helt på højde med situationen, men de drog dog af sted.

Turen i bilen gennem området var også fantastisk. Det ene øjeblik kørte man inde i en tæt skov for et øjeblik senere at runde en kurve og så på det nærmeste hænge ude i det fri på en næste lodret bjergside med flere hundrede meter ned. Jeg havde heldigvis nok at gøre med at holde øje med vejen, så jeg ”slap” for at kigge ned. Jeg tror også, der var andre, der af og til lukkede øjnene og holdt vejret, når vi passerede disse steder.

Det er et problem at beskrive et område som Yosemite og uanset, om man forsøger sig med tekst eller billeder, bliver det ikke dækkende.

Det nærmeste, man kommer, er jo nok at tage en masse billeder, og en god del af dem vi har taget, har vi lagt på hjemmesiden, men det er umuligt at få overført virkeligheden til disse billeder. Jeg håber dog, de vil give et vist indtryk af, hvordan der ser ud alligevel.

Ja, det er vel også sluppet ud, at vi havde et lille breakdown på vejen ud til Glacier point. I en højrekurve blev det yderste dæk flænset op af en spids klippe, så vi måtte humpe lidt forsigtigt frem til nærmeste telefonboks. Disse findes heldigvis stadig J.

Problemet med at dækkene bliver flænset på RV’er og busser er, at der er så langt imellem forakslen og bagakslen. Derfor kører baghjulene jo i en yderligere bane end forhjulene, og da kurverne er ret skarpe, skal der ikke meget til, før baghjulene er for langt ude.

Derudover er det ekstra sæt hjul på bagakslen sat på udenpå de ”normale”, så baghjulene sidder meget længere ude end forhjulene.

En masse dårlige undskyldninger er der nok af, men sådan er det jo, når man har kvajet sig J.

Der gik rygter om, at jeg havde gjort det med vilje for at komme ud at cykle………………………………………..Ingen kommentarer.

Jeg kom dog ud at cykle, og det var virkelig fedt. Man når at opleve naturen langt mere intenst, når man cykler, end når man bare kører forbi i en bil. Derudover ser man også langt mere vildt, og jeg oplevede både råvildt, masser af egern og ørne på tæt hold.

Jeg kørte den korte vej op fra Glacier point til Washburn og videre ind mod Bridalvail creek. Derefter var det bare at følge vejen, til jeg havde kørt halvdelen af de kilometer, jeg ville køre i alt. Efter de første 10 kilometer gik det faktisk nedad næsten uafbrudt, så jeg var godt klar over, at jeg skulle sørge for at holde i tide, da jeg skulle køre opad det meste af vejen hjem. Da jeg nåede ud til krydset ved Chinquapin drejede jeg til højre, og det gik ret hurtigt op for mig, at vejen bare blev ved med at falde og falde. Et par kilometer nede mod Yosemite valley fik jeg kolde tæer og bestemte mig for at vende om. Det var gået alt for godt i alt for lang tid, så der var lagt op til en ordentlig gang bjergkørsel hjemad. Det meste af tiden havde jeg ligget hen over styret med over 40 i timen (altså miles), og de amerikanske bilister havde holdt sig på behørig afstand af galningen i den rød/hvide trøje. På et tidspunkt var der en mand på en Harley Davidson, der kørte ved siden af mig et stykke, og det var tydeligt, at han ikke var synderligt imponeret over min ”kværn”. Det hjalp sikkert heller ikke, da jeg lidt senere overhalede ham i en kurve, men da vejen længere nede begyndte at stige igen, fik han sin hævn. Da måtte jeg nok indrømme, at der er visse mangler ved min ”kværn” i forhold til hans.

Efter at have vendt næsen hjemad var det tydeligt, at hjemturen som forventet ikke ville blive helt så nem som turen udad.

Vejen steg jævnt hele tiden med  6-7%, og ret hurtigt kom pulsen og temperaturen op. Jeg holdt en puls på mellem 150 og 160 hele tiden og holdt vel en fart på 18-20 km i timen. Vejens stigningsprocent var faktisk ret ensartet det meste af tiden, så det var bare at holde en stabil fart. Bilisterne var meget forsigtige og holdt sig hellere bagved end kørte tæt på for at overhale. Jeg tror efterhånden på, at det kun er i Danmark, at cyklister jages året rundt. Alle andre steder tages der betydeligt mere hensyn til cyklisterne. Turen op til Washburn via Bridalvail creek blev hård og varm. Jeg holdt et godt tempo og vidste af bitter erfaring, at det er vigtigt at drikke meget tit. Jeg fik også tømt begge flasker i god tid, før jeg var tilbage ved camperen. Det passede perfekt med 1,5 liter vand til 52 km.

Efter hjemkomsten kunne jeg så konstatere, at det er perfekt at køre med bandana under disse forhold. På den forrige tur i området omkring Buellton, havde jeg kørt uden, og mine øjne var helt røde og smertende resten af dagen på grund af sveden. Denne gang var der ikke løbet en dråbe ned i øjnene på grund af, at bandana’en kan nå at fordampe det hele, inden det løber ned over ansigtet. Perfekt.

Til gengæld var den røde trøje og Bandana’en dækket af et hvidt lag salt, men det er jo ingen problem.

Efter hjemkomsten fra cykelturen gik der en times tid, før mekanikeren dukkede op. Han var blevet tilkaldt fra Fresno, 120 miles væk, så han have en lang køretur bag sig, da han endelig dukkede op. Han fik hurtigt skiftet til reservehjulet og begyndte turen tilbage til Fresno. Vi kunne nu endelig komme videre og kørte ud mod krydset ved Chinquapin og derfra videre mod den sydlige udkørsel fra parken. Vi fortsatte helt ned til Oakhurst, 2 timers kørsel nede af bjerget. Vi fik en fin plads på den lokale RV site, og kunne endelig komme i bad og få skiftet tøj efter en lang og varm dag. Efter aftensmaden og et godt glas rødvin var det endelig tid til at komme på hylden. Inden havde vi selvfølgelig forsøgt at få lagt lidt tekst og fotos på nettet, men dette er ikke ligefrem et oplagt sted at komme på internettet, så det bliver det ikke til det store. Der bliver dog skrevet lidt til senere brug.

Lørdag morgen står den på hjemmelavet nescafe da der åbenbart ikke er gratis kaffe på denne plads (dette er ellers normalt herovre).

Efter morgenmaden står den på indkøb i det lokale supermarked. 1½ time senere tøffer vi op gennem byen på jagt efter en uforsigtig eller en flink ejer af en trådløs internetforbindelse. Vi fandt den overfor Sunny days inn hvor de tilbød alle og enhver en gratis internetforbindelse. Vi fik smidt en masse billeder og flere dages tekst på nettet, og det var rart efter et par dage uden at kunne opdatere siden. Endelig afgang igen.

Vi havde aftalt at vi ville ofre en halv dag på at køre op i parken igen og se de kæmpestore sequoia træer. Vi kørte turen op til den sydlige indgang, og fandt der ud af at vi ikke måtte køre ud til kæmpetræerne da vores camper var alt for lang. Til gengæld kunne vi parkere møgdyret og tage en shuttlebus ud til træerne 3 miles derfra. Vi parkerede og ventede de 20 minutter til bussen dukkede op, for at erfare at der ikke var plads på bussen. Der var så 20 minutter igen før næste bus, men da havde vi fået nok af at vente, vi kørte igen.

Vi blev enige om at det nok var tide til at lægge kursen om mod Las Vegas da temperaturen inde i landet efterhånden var kommet ned på det normale. Der er ca.700 km fra Yosemite til Las Vegas, så vi blev enige om at tage ca. halvdelen lørdag, og resten dagen efter.

Vi har nu gjort holdt i en lille by ved navn Bishop på highway 395. Aftensmaden er blevet indtaget og der er blevet skrevet lidt tekst til hjemmesiden. Vi er nu klar til at hoppe på hylden, og få en god nats søvn, før vi fortsætter mod Las Vegas i morgen. Vi kører dermed ind i Nevada i morgen.

Teddy.