Hej deroppe i bette Danmark

Så tager Dennis over, og starter bloggen ud. Lisbet sidder og ordner i papirer, Kurt hjælper, Signe snakker med familien derhjemme, og jeg sidder og nynner Dire Straits og Jason Mraz. Så det er egentlig bare en normal hyggelig aften i Xai Xai, og jeg tror jeg kan sige både for Signes og mit vedkommende, at vi stadig bare nyder at være hernede, og ikke mindst at bo ved Kurt og Lisbet. Stadig hver dag kommer der nye indtryk, nye tanker og nye bekendtskaber. Folk hernede er virkelig bare venlige, og jo, folk tager ikke tingene så tungt hernede(især ikke tiden, nej nej nej.. den får i senere), og dem vi møder hernede er så venlige og imødekommende, at det er en ren fornøjelse. Nogle folk vinker når vi kører forbi dem(bemærk ”nogle”: De fleste står stadig og glor med åben mund når de ser os), og det er da så fedt at få et smil med på vejen. Virkelig noget vi burde gøre mere i Danmark. Nå, men nok om indledning. Nu til oplevelserne.

Jeg starter for mit eget vedkommende med i går, hvor dagen stod i musikkens tegn for mig. Sidste tirsdag aften var jeg nede i YFC’s lokaler, for at høre bandet øve, og så kom lørdagen så, hvor vi skulle spille en lovsangskoncert, i en af de mange kirker i Xai Xai. Planen var, at jeg skulle hentes den lørdag af Samuel klokken 07:00, og at vi så skulle køre hen til kirken, for at øve fra 08:00 til 12:00. Det var planen… Og så kommer den Mozambikanske tid og nøjagtighed ind i billedet, og det endte så med, at vi startede med at øve klokken 10:00, to timer senere end planlagt. Det betød så, at vi kun havde to timer til at øve de 18 sange, som vi skulle spille tre timer senere. Allerede der syntes jeg, at jeg havde været rimelig overbærende med standarten for udstyr, da jeg skulle spille på et 1000 år gammel Century trommesæt(fagsprog, Klaus ved hvad jeg mener med Century :D), hvor stortrommen raslede, ingen af tammerne havde bundskind, hihat og bækkener var….. …. …… .. lort, og lilletrommens bundskind(som faktisk var frontskind, jeg ved virkelig ikke hvad de har tænkt på) var tapet så meget til, at seidingen(den som giver lilletrommens lyd ”Dak Dak”), overhovedet ingen virkning gav. Så der sad jeg, bag et trommesæt fra oldemors tid, endda på en hård plastikstol, som gjorde enorm ondt at sidde på, og måtte tage det med et smil, og prøve at gøre det så godt som jeg kunne. Det gik så faktisk også helt fint med at spille på sættet, så det var ikke så slemt som det lød. Håber i forstod noget af det. Men tilbage til hvad jeg skulle sige. Nemlig, at hvis der er noget jeg ikke kan lide, så er det at spille noget foran andre, som jeg ikke har ordentlig styr på, og det havde jeg på ingen måde her. Så da jeg kom hjem for at få middagsmad, var fanen ikke ligefrem høj. Efter meget personlig peptalk, og en bøn til Gud om det ikke nok måtte gå, tog jeg af sted igen, for at spille de 18 sange til koncerten klokken halv 3. Den startede så først klokken 4(lad vær med at spørg, jeg ved ikke hvorfor de er så ligeglade med tiden, men fedt nok på en eller anden måde). Desuden formåede jeg også at springe begge to fjedre på stortrommepedalen, så den også måtte udskiftes. Men det vil jeg så sige, at det ikke kun var min skyld, den var virkelig gammel! Ældre en sættet :b. Jeg skriver virkelig for meget, så her hvordan det gik:

Vi kom i gang med at spille, og lige fra starten var den halvfyldte kirke bare helt med, folk rejste sig op, sang og dansede, fuldstændig ligeglade med hvad andre mon tænkte om dem. Det var så fedt at sidde og se på folk, som bare gav den alt hvad de kunne. Folk kom op foran og dansede, og stemning var bare så fed! Selvom jeg kun havde fået at vide om sangen var langsom eller hurtig, spillede jeg bare til musikken, og det gik faktisk overraskende godt! Især ”reggae” sangene var enormt fede at spille til, fordi den bare gik lige i den afrikanske stemning. Imellem lovsangen var der dans og sang fra andre grupper rundt om i Xai Xai, samt en prædiken fra en anden hvid missionær i byen fra Sydafrika. Alt dette var virkelig min bekræftelse på, at bøn virker. For jeg havde virkelig gået og ikke havde haft lyst til at spille, men så kom vi i gang, og på trods af den høje og dårlige lyd i salen, det knap så gode trommesæt, og det med, at jeg ikke havde styr på nogen af sangene rigtig, så gik det hele bare så godt som det kunne. Vi har noget video af det, som kommer op i morgen(Husk på den afrikanske tid J). Efter koncerten var stemningen stadig god, og folk kom hen og snakkede til mig, og var så dejlig udadvendte. Men nok om mig, jeg havde ellers sagt at det blev kort… Nu til Signes dag J

Ja, for da Dennis jo skulle øve med sine afrikanske venner, tog Kurt, Lisbet, mig og en fra YFC der hed Eva ud for at handle mad ind til den næste dags store møde, og jeg kan ellers love jer for det er anderledes at handle her end hjemme i Danmark, hvor du jo bare går ind Kvickly og handler alt ind.

Her skulle vi først på marked og have grønsagerne, og da Eva kendte en måde til at spare penge, fik vi købt det ude bag markedet hvor man købte fra lastbilerne, og her var det ellers bare med at mase sig frem! Det fik vi så gjort og vi alt det vi skulle. Alt det andet som ris, majsmel, sodavand og brød, skulle vi ind og have i alle mulige forskellige butikker, og butikkerne hernede er altså virkelig ikke særlig hygiejniske! Forestil jer en lille mørk butik, med en mand bag en træplade, beregnet som disk. Her peger du så på det du vil have, han tage det ned fra nogle hylder som aldrig har set en klud, ned i en beskidt pose og så får du det. Jeg var virkelig glad for at maden var pakket ind!

Det værste var dog da vi skulle have de tolv kyllinger (til 30 personer, sådan nogle høvdinger skal have meget mad!). Kyllingerne skulle købes på markedet, og det er nok noget af det værste jeg har oplevet hernede, for det er virkelig dyremishandling! Kyllingerne blev bare bundet samme i en klump, seks stykker i hver, med hovedet nedad og baskende med de brækkede vinger. De blev så smidt op på ladet af bilen og skulle transporteres til Chicumbane, hvor kvinderne der sørgede for at lave maden.

Eftermiddagen og aftenen gik jo så med den fantastiske koncert, og vi håber også at i derhjemme på SE havde en fed koncert i torsdags. I drømmer ikke om, hvor meget Dennis gerne ville have været med, men han glæder sig til at se film, og høre om det fra jer. Men vi håber bare at i havde den fedeste aften, og at i bare fyrede den af, og gav den alt hvad i kunne. Håber du gjorde familien stolt Simon :)

Så kom søndag, som var en af de foreløbig største dage for WutomiAgri projektet, hvor projektet skulle præsenteres for byens indbyggere og høvdinge. Vi startede med kirke klokken 10, denne gang noget helt anderledes end den sidste søndag. Det var nemlig sådan, at mændene sad på stole og bænke ude i siden, mens kvinder sad på sivmåtter på gulvet. Fordi at vi var hvide og vel også æresgæster, kom vi op foran og sidde. Men igen her var den afrikanske stemning i top. Da cirka 75 % af kirken var fyldt med kvinder, fik lovsangen ikke for lidt. Det kan ikke beskrives hvordan det var i kirken, men det var i hvert fald en dejlig oplevelse, og som så meget andet her, meget anderledes end i lille Dinamarca. Efter den 2½ times lange gudstjeneste, gik vi ud på det stykke jord, som landbrugsskolen skal bygges på. Vi var rigtig mange folk, igen sad kvinder på sivmåtter på jorden, og mændene, lederne og høvdingerne sad på stole. Sådan var det bare.

Det startede dog lidt anspændt ud, da den øverste høvding i Chicumbane ikke kom til tiden(This is Africa), og vi kunne ikke rigtig starte uden ham, fordi at han gerne skulle kunne lide og støtte projektet. Men den lidt nervøse og anspændte stemning, blev erstattet af lovsang fra byens kvinder. Vi måtte dog starte uden denne høje høvding, og det endte også med at han kom, lige tids nok til at høre Kurt fortælle om projektet. Hele arrangementet forløb faktisk rigtig godt, og noget nær som planlagt. Alle byens høvdinge tog godt imod projektet, og var med på ideen, og det er virkelig noget af det som er vigtigt, når man prøver at starte noget i Afrika, at samfundet er med på ideen, og virkelig føler, at det er deres projekt, og at det er til gavn for dem, og ikke bare 2 fremmede fra Danmark, som kommer for at tage deres jord. Så det var et par lettede Terp’s som gik fra grunden, som om et par uger bliver forvandlet til byggeplads. Vi har set tegningerne, og vi må sige at det ser rigtig godt ud.

Da vi kom tilbage til kirken, var der mad, som Signe og de andre havde købt dagen før, og det var virkelig lækker mad. Mozambikanere spiser ret meget må vi sige, i hvert fald når der er gratis mad. Men stemningen var god i salen, og Kurt og Lisbet snakkede portugisisk med høvdinger, og de ejede virkelig bare det hele :). De er så seje de to!

 Så det har faktisk været en god weekend må vi sige. Både for os hernede, for WutomiAgri projektet, og ikke mindst når man tænker på, hvordan Gud hører bøn. Både Dennis’ koncert, og mødet i dag har vi bedt meget om måtte gå godt, og begge dele er gået som det skulle, så det er virkelig dejligt at få bekræftet, at Gud er med os hernede. Halleluja – ”AMEN!!!” (Præstens ynglingsreplik i kirken, som egentlig var det eneste vi forstod J. Præsten sagde halleluja, og menigheden svarede højt ”Amen”. Det var så fedt :D)

Men ikke mere for denne gang. Vi kan virkelig ikke finde ud af at gøre det bare nogenlunde kort, men det har i vel ikke noget imod… :). I morgen skal vi ud til en af de landsbyer hvor to af de elever som skal være på skolen bor. Vi tænker rigtig meget på jer derhjemme, og glæder os til at se jer igen :). Men først på søndag, for nu skal vi nyde at vi er i Afrika, og bare få alt det ud af det vi kan :).

Boa Noite derhjemme. Hyg jer..

Venlig hilsen Signe og Dennis.