Vi ankom kl 7 om morgenen til Bangkok med natbussen fra den laotiskegrænse. Vi tog direkte ind til den burmesiske ambassade for at ansøge omvisum - vi vidste at den normale procestid var 3 arbejdsdage, men modekstrabetaling kunne man få det på 1 dag. Men der var jo ingen grundtil økonomisk at støtte militærregimet i Burma mere end højstnødvendigt, så vi ankom til Bangkok i god tid. Efter at have udfylddiverse formularer, afleveret pas + kopi af pas samt 2 pasfotos og ca125 kr var det formelle på plads. Vi forlod ambassaden og tog medskytrain ind til vores hotel på Sukumvit. Dagen gik med praktiskegøremål, bl.a. hævning af Thai baht for så at veksle dem til US$, dadet ikke er muligt at hæve penge i Burma og US$ er den eneste valutaman godtager i landet. Dette besværliggør planlægning af en rejse tilBurma, da det kan være svært at vide hvor mange penge man har behovfor. Vi forventede det værste og vekslede 8000 kr, dog med nogetubehag, da det jo er mange penge at miste hvis vi skulle blivebestjålet.

Dagen efter tog vi på weekendmarked, med mere end 2000 boder ogbutikker, hvor vi kiggede på alt fra tøj og souvenirers til levende dyr.Det var lidt anstrengende og meget varmt og især sektionen, hvor mansolgte levende var lidt ubehagelig. Dyrene var i små overfyldte bure ogmange manglede tit vand. Om eftermiddagen mødtes vi med Rasmus, en afMikael studiekammerater fra Herning, som i dag bor og arbejder i Bangkok.Vi tog ud og spiste dansk endnu engang og det var en sand fornøjelse.Endnu engang fik vi smørrebrød og snaps. I vores selskab var enamerikansk/kineser som tydeligvis også nød den danske mad. Efter madentog drengene på herretur.

Dagen efter flyttede vi hotel, ned til det mere turistprægede områdeved Khao San st. Her kostede 3 dages overnatning det samme som 1 dag pådet første hotel - selvfølgelig var standarden ikke den samme, men viskulle jo bare have en seng.

Vi brugte dagen på at se nærmere på bydelen og kigge på de mange turist tilbud/fælder.

Om mandagen mødte vi en tilsyneladende flink dame, som fortalte os omde store seværdigheder i Bangkok, hvilket endte med en tuk-tuk tur somskulle tage os forbi flere af dem og inkl. en skrædder. Der varselvfølgelig tale om en slags bondefangeri og endnu engang gik vi ifælden. Formålet var at lokke os til at købe tøj, hvilket vi eftermange overvejelser og forhandlinger bestilte. Kirsten fik syet bukserog Mikael fik igen syet et jakkesæt. Prisen blev højere end i Vietnam,men heldigvis erfarede vi et par dage senere, at kvaliteten varderefter.

Dagen efter blev en travl dag, da vi skulle have tilpasset vores tøj etpar gange, afhente vores pas på ambassaden, shoppe i Chinatown og drikkecocktails på det legendariske Oriental Hotel. Om aftenen mødtes vi igenmed Rasmus til mexicansk buffet. Afslutningsvist viste han os cowboystreet, som er svaret på Amsterdams Red ligth district. Vi endte på enpænere go-go bar, hvilket var noget mere uskyldig (på overfladen) endvi havde troet. Men da sexindustrien er enorm i Thailand, var detnærmest et must at se nærmere på den.

Bangkok er en noget fortravlet by. Den nemmeste måde at komme rundt på ermed skytrain - en hævet togbane der dækker visse områder af byen. Skalman uden for dette område kan man forsøge sig med lokale busser ellerflod-busser, hvilke i princippet også fungerer udemærket. Men det kansvært at finde rundt som turist, da det er sparsomt med oplysninger påengelsk og thaier er utroligt dårlige til engelsk. Så ofte må man tagemed de bedrageriske tuk tuks eller taxi. Og hvis det ikke skal være nokdemonstrerer tilhængere af oppositionen til den sidende regering ofte ogspærrer store dele af byen og gør det derfor endnu mere umuligt at kommerundt.

Onsdag morgen kl.4 gik turen videre - vi skulle til Burma.