Nå, afslapningsdagene blev overstået, mr. Some hentede osonsdag morgen og rundturen startede.  Vi kørte til Sigiriya, som ikke er en by, men en fantastiskflot klippe Løvebjerget, der ligger som en paddehat midt i junglen. Den harhaft stor historisk betydning og er udsmykket med flotte fresco malerier, ogalle valfarter hertil for at bestige klippens 200 m. Vi nøjedes imidlertid iførste omgang med en rundvisning i nogle arkæologiske områder, der støder optil klippen, ligesom vores specialimporterede lokale guide tog os op på naboklippentil nogle grotter, hvor der bl.a. var en gammel buddha statue. Den lå ca. 180 moppe, så nu har vi en fornemmelse af afstanden på selve turen op til toppen af  ”den rigtig” klippe.

Den første hele dag tog vi de ca. 70 km til Polonnaruwa, dervar kongeby i 11-13 hundred tallet , og som er Sri Lankas pendant til CambodiasAnchor Wat, idet man endnu ikke har fået udgravet hele området, som junglenovertog efter at kongeresidencen flyttede andet steds hen. Området er megetstort og spredt på flere lokationer, så det var en stor fordel at have bilen,så vi kunne få så meget med som muligt. 3 konger har sat deres præg på det, og såvelbuddister som hinduer har haft templer og uddannelsessteder der. Det er underløbende rekonstruktion udfra fundene og meget bliver selvfølgelig skiftet.Mr.Some havde igen entreret med en lokalguide med et rimeligt forståeligtengelsk, i hvert fald indtil han blev træt efter 3 timer, så forstod vi intet !Han vidste meget om området og historien og han fortalte løs. Det var somsædvanlig spændende at se, hvor struktureret og logisk bygningerne var opførtog  områderne anlagt.  På vejen hjem stoppede vores chaufførved et massagested, der var kendt i området for deres urtebehandlinger, og vifik begge lige 45 minutters massage med forskellige urte-olier.

Det er et lækkert hotel,  vi bor på, men det er også nødvendigt, idet der ikke ernogen egentlige by-faciliteter med restauranter og forretninger, så vi lever ogånder her i ”vores fritid”. Priserne er efter Sri Lankanske forhold nok i top,men selvfølgelig billig i forhold til europæiske. En aften mads buffet står i1.750 lokale rupee, hvilket svarer til ca 90 dkk, øl er rimelige, ca. 20 kr.mens vin koster minimum 250 kr.

Fredag morgen skulle løveklippen så bestiges og for at undgåhorderne af turister, stod vi meget tidligt op, fik morgenmad og kørte til klippenkl. 7,15, men så kom regnen !!! Vores lokalguide var imidlertid forsinket, såregnen nåede at stoppe, inden vi påbegyndte turen.

En konge byggede i 477-485 (e.k.) et palads på toppen afklippen, hvor han boede de 6 våde måneder om året, samtidig med han fik byggetet palads nedenfor klippen, hvor han boede de 6 tørre måneder om året. Nu vardet ikke kun til ham selv, men til hele følget, herunder 500 konkubiner, så detmenes, at der var 10.000 arbejdere på projektet, der tog 7 år. På vejen op tiltoppen, blev der hugget trin ud, 4 trin – så en lille platform, 4 trin –platform og så videre, for kongen skulle selvfølgelig bæres op, og platformeneskulle sikre, at han ikke sad skævt hele tiden. Og hvad skulle han så brugetiden til, mens han blev båret op ?? jo, der blev malet flotte frescomalerieraf flotte, meget letpåklædte damer, men han var efter sigende også megetdameglad. Det var spændende at se, hvordan der var focus på vand, og nedenforklippen var der anlagt 4 swimmingpools/bade arealer, en vandhave og ikke mindstvandtanke, hvor drikkevand blev opsamlet. Om det så er på toppen af klippen,blev der hugget ud og anlagt en stor royal swimmingpool og drikkevands anlæg.

Vi har jo god tid, da vi har indlagt flere rejsedage, end CCTravel normalt sætter af, så vi holdt en afslappet formiddag hjemme påhotellet, inden vi kørte til Dambulla, ca. 15 km herfra for at besøge DambullaGrottetempel, der indeholder over 150 forskellige buddhafigurer i 5tilgængelige grotter.  Normaltstopper man her på vejen fra Sigiriya til Kandy, så nu har vi endnu bedre tid,da vi har besøgt området. Det var selvfølgelig imponerende, men man skal nokvære mere Buddha-kyndig eller direkte buddist for at holde af ”den lille fede”,men flot er det da. Selve Dambulla by er en lille hektisk, støvet og kedeligby, så vi nøjedes med en hurtig gåtur og en kop kaffe, inden vi fortrak tilvores rolige behagelige omgivelser på hotellet.

Det var sgu lige før, vi ikke kom af sted, for lørdag aftenda vi ryddede op i køkkenet, gik jeg over for at tørre kogepladerne af, men minsut-sko hang fast i plastpladen på gulvet og min krop fortsatte sin bevægelse,hvilket afstedkom at jeg knaldede hovedet ind i emhætten !! Av forsatan….”kraniet flækkede” – nok ikke, men jeg fik en lang og dyb flænge ihovedbunden, hvorfra blodet strømmede. Frossen persille på, kølet ned, forsøgtvasket, tørret og kølet ned, inden der plaster på. Var meget tæt på at tage påskadestuen og få et par sting, men orkede det ikke.

Heldigvis ingen hovedpine i løbet af natten, men plastretblev siddende hele søndagen på rejsen, så folk har sikkert undret og ikkemindst moret sig over mig.

Afsted fra Søppen i trist vejr, lidt vådt sne på gaderne ogfugt i luften, men vi var ligeglade.

Hurtig, nem og smertefri indcheck og security, morgenmad ogSAS til Frankfurt, hvorfra vi fortsatte med Sri Lankan Airlines. Masser afplads, god mad og vin, så vi kunne absolut ikke klage.

Trætte landende vi kl 24 dansk tid, 4.30 lokal tid og efteren langsommelig paskontrol fandt vi vores bagage, fik vekslet usd til srilankan rupee, opdagede vi vores kontaktmand med det klassiske skilt blandthundrede andre ivrige chauffører og blev placeret i en bil og kørt til Negombo.Indcheck og godnat – men sikke en larm !! jeg fik ikke lukket et øje, detvirkede mest som Kbh Hovedbanegård og på et tidspunkt var jeg micro sekunderfra at flå døren op og blæse ud: Quiet please !!! Jummer fik trods alt et partimers søvn med ørepropper.

Resten af mandagen blev brug til en hyggelig gåtur op afNegombo Beach hovedgade, ca. 5-6 km med de klassiske restauranter, barer,souvenirforretninger og retur langs stranden.

Der er mange, rigtig mange lokale og desværre ikke så mangeturister – der er mange, mange tuc.-tuc’s men ingen kunder, så det er umuligtat bevæge sig nogen steder uden spørgsmålet: do you want taxi ? No ! why not?  og selv om man lige har sagt nejtil de første 27-28 stykker spørger nr. 29 alligevel, og ser meget forundret udover, at vi hellere vil GÅ.

Jeg burde have taget NEJ-hatten med fra arbejde – nej tiltuc-tucs, til taxaer, til gadesælgere, til restauranter, til fiskerbådene derhellere vil sejle med turister end fiske fisk.

Problemet er i bund og grund meget enkelt, lidt sørgeligtmen logisk.

Negombo har altid været ”safe heaven” – stedet man kunnekomme, uanset om der var uro, terrorhandlinger eller bare ballade med detamilske tigre. Badebyen tæt på lufthavnen og hovedstaden, langt væk fraurolighederne, som typisk var i det nordlige eller i de større byer. Freden harnu betydet, at turisterne strømmer til Sri Lanka, men nu tager alle pårundrejse og ender typisk i badebyerne sydpå, så der er ingen, der ”gider”Negombo mere, hvorfor der simpelthen ikke er underlag for den industri, der erbygget  op. Der er hård kamp om deenkelte kunder, som kun er der få dage, inden de, som vi gør, fortsætter nordpåfor at se noget af den fantastiske natur. Området er derfor ikke vedligeholdtde sidste år og virker slidt, hvilket også vil være med til at holde turisternevæk i de kommende år.

Vi nåede at opleve masser af bryllupper og det virkedenærmest som en epidemi !! Der bliver gjort et stort nummer ud affotograferingen af brudeparret, og alene om tirsdagen var der 3 brudepar påhotellet, der skulle fotograferes i hoved og røv. Bevares, omgivelserne var dapæne, men bryllupsbilleder taget foran en pool, i baren eller i haven, kan davære det samme, så forstår jeg bedre, når de benyttede strandarealet (og detskal lige siges, at vi boede 20 m fra stranden) men det var meget uopfindsomt.Det var såvel still- som videofotografering og jeg blev belært om, at godebryllupsbilleder betød et langt og lykkeligt liv – tja, hvis det er det, derskal til, så forstår jeg det bedre.

Ved den sidste bryllupsfotografering var familien mødt opfor at overvære seancen, inden der skulle holdes fest i privaten, hvor de ikkevidste om der kom 2-3 eller 400 gæster. Jeg var så heldig, at familiens grandma på 93 nærmest forelskede sig imig, så jeg havde rig mulighed for at snakke med de få i familien, der kunneengelsk, for grandma var meget stolt af sin familie og ville gerne fortælle påkombineret Sri lankansk og engelsk. De vidste ikke helt hvor mange efterkommerehun havde, men det var over 50, og hun var fantastisk åndsfrisk og dejlig athøre på,

Negombo er en fiskerby, så restauranterne havde masser affiskeretter til meget fornuftige priser, faktisk er det muligt at spise enforret og en hovedret for under 50 kr. i alt. Øl i den fornuftige størrelse af75 cl koster ca. 15 kr. på restaurant, mens vin ikke er noget man snakker om,men fås i småkedelige udgaver til ca. 140 kr.

På en cafe fik vi en formiddag en kop the, en frugtjuice ogen muffin for………hold lige fast 5kr.

Under besøget i selve byen, der ligger et par km frastrandområdet, var vi bla. på fiskemarkedet, hvor vi faldt i snak med =shanghajet af en lokal arbejder, der talte flot engelsk, så vi ”hoppede pålimpinden” og lod ham tage os på rundvisning og hørte på hans fortællinger ombyen, miljøet, fiskeindustrien o.s.v. Til sidst kom det selvfølgelig: om viikke lige havde lyst til at give ham en euro til familiens underhold !! Det varså i orden, for han var reel og havde underholdt med mange gode oplysninger,ligesom vi var fuldt bevidst om det.

Det er et generelt, men også stort problem hernede, hvadskal der gives tips for, hvem skal have tips og ikke mindst, hvor meget skalder gives i tips. Det er i hvert fald helt sikkert, at de lokale mangler pengeog vil gøre alt for at få ”tips”, og det er jo ikke store beløb for os, men iflg vores chauffør etbegyndende problem, for mere vil have mere, og hvis turisterne ender med atbetale mere og for meget, vil de lokale ikke længere have råd til en tuc-tuc,for chaufføren tjener mere for at køre for turisterne.  Bare det at få en snak, kan kostepenge, for Sri Lankaneren skal nok række hånden ud, og når jeg tager billeder,kan der også godt blive råbt efter penge. Jeg har i 2 situationer valgt atstikke en skilling, idet jeg ville have billedet. 

Ikke ude at svømme og heller ikke på glatis, men ....

Det var så den sidste dag uden kilometer i pedalerne. Det blev dog idag til 26 km for at komme lidt omkring her i området.

Dagen startede overskyet, diset og med lidt støvregn. Det var måske bare skyerne der hang lidt lavt. Ved middagstid lysnede det op, og solen begyndte at skinne og varme, men skyerne hang stadig hen over bjergene.

Så der var ikke udsigt til Mount Cook-bjerget, som man ellers har herfra.

Men jeg vil lige vende tilbage til gårdsdagen hvor jeg om aftenen var ude og kigge på glow worms (sankthansorme), der lyser når det er mørkt. Det var inde i buskadset, hvor man har brug for lys for at kunne finde frem og holde sig på stien. Til dette fik jeg brug for min lysende kasket, som jeg købte her i New Zealand for to år siden. Og den virkede faktisk ret godt.

Der er to geocacher her i området. Jeg har søgt efter disse både i går eftermiddag og denne formiddag, hvor vejret ikke rigtigt var til andet. Men det lykkedes mig ikke at finde nogen af dem.

Så ved middagstid, hvor solen kom lidt frem og skyerne steg lidt til vejrs, cyklede jeg ud til Lake Matheson, der er en sø hvor Mount Cook spejler sig når det er vejr til det.

Nå, jeg gik en tur rundt om søen, hvor der er en dejlig natur med mange forskellige plantearter voksende vildt mellem hinanden. Der var også underholdning fra fugle og cikader.

Efter denne tur og en kaffepause cyklede jeg ud for at se gletsjeren.

Man skal følge Fox-floden til fods et stykke inden man kommer ud til gletsjeren, og man må af sikkerhedshensyn ikke komme helt hen til den; medmindre man har en sagkyndig guide med. Det er en skøn tur mellem denne dal, der er dannet af gletsjeren, da den gik meget længere ned. Man kan ligefrem fornemme hvorledes naturen har skabt dette landskab igennem mange tusinde år. Jeg har med en lille film forsøgt at give et indtryk at dette.

Så kom vi ud af storbyen Melbourne. Vi havde et par lidt matte dage, hvor Tenna og jeg havde en kombination af jetlag, hoste, snot og lidt feber. Jeg tog en dag i sengen og Tenna tog en stille gåtur med børnene. Børnene er sådan set dem, der har været mest friske.

Tenna klarede flyveturen flot, selvom flyveren rystede hele vejen fra London til Singapore. Malte fik også lidt transportsyge ved landing i Singapore og måtte ofre lidt flymad i en pose. Bagefter havde han det fint igen.

Nu skal Tenna og jeg bare holde op med at hoste om natten, så vi ikke vækker hinanden på skift!

Nu her på dag 4 er vi vist alle ved at være nogenlunde synkroniserede med den lokale tid.

Vi er på det førte stykke af Great Ocean Road ved en lille by, der hedder Angelsea, hvor vi har været ved havet og se på surfere og lege med sand.

Jonas fangede en flot hvid kakadue med kameraet på campingpladsen lige uden for vores motorhome, Der er en tre stykker som jævnligt kommer på besøg. Tenna og børnene er vist nærmest lige entusiastiske med at kigge på papegøjer, kakaduer, ænder og hvad der ellers flakser rundt 

Ellers har alle australiere vi har mødt være meget venlige og hjælpsomme.

Håber i alle har det godt derhjemme.

Onsdag d.1.februar 2012

Efter en godnats søvn vågner vi med fornyet rejselyst. I dag skal vi til Fraser Island. Entur vi glæder os meget til. Vi checkede ud kl. 11.00  Vi skulle være på Busstationen Roma Streetklar til afgang kl. 12.30. På vejen gik vi forbi en cafe hvor vi købte ensandwich til turen. Stationen ligger kun 5 min. gang fra Ibis Hotel hvor vihavde boet om natten. Et fantastisk sted med dejligt personale og lækre værelser.Nå vi nåede til Roma street og fandt langt om længe level 3 udgang 34. Der sadet par ud over os. Mens vi ventede spiste vi vor sandwich så vi var klar tilturen. I hallen gik der en forvirret mand rundt med kalot. Han virkede virkeligsom om han havde problemer. Han spurgte nogle om han måtte låne telefonen foren kort bemærkning, men det lykkedes først da han spurgte Ole. Da han låntetelefonen begyndte han at trave rundt i hallen og talte meget højt til allesforundring, men samtalen tog ikke mere end 2½ minut. Han takkede og sagde athan var i en klemt situation og kunne ikke komme videre. Sørgeligt men vi kunneikke gøre mere og gik mod vor bus. Buschaufføren var en kontant langhåret fyrmed instrueret humor. Vi kørte af sted kl. 12,30. Mod Fraiser Island. Vi var 9i bussen. Der var 2 tyskere, 2 piger fra London, os og 3 der blev sat af undervejs.  Da vi kom til Hervey Bay skulle viskifte bus til båden. Desværre gik der 1½ time før bussen kom da der lige varkørt en. Vi stod og ventede forventningsfulde på at tage til FraiserIsland.  Bussen kom og vi kørte modfærgen. Vi sad forrest og chaufføren var sød og fortælle os om øens historie.Pludselig får han øje på en koloni af Kænguruer og det syn delte han med os. Deførste kænguruer vi har set. Vi henter nogle flere passagerer ved King Fischerskontor og kørte de sidste 2 min mod havnen. Båd overfarten tog ca. 45min. Visejlede ud i lys og oplevede at det sænkede sig. Desværre var der ingensolnedgang. Da vi anløb øen var der en ny bus der kørte os til King Fischers Village.Det var mørkt så man kunne kun fornemme at det lå i et en regnskov og at detvar et lækkert sted. Vi fik kortet til værelset og gik direkte ned og spiste.Det nærmeste sted ligger i hovedbygningen. Man skal bestille bord. Vi gikderned, bestilte bord, og gik derind. Der sad ikke mange mennesker. Restaurantenhar åbent fra 18-20,30.  Der sad 4 par udover os. Vi fik Kænguru kød og laks. Maden kunne man ikke klage over,betjeningen var god de var bare for anmassende. Vi kunne mærke at de gerneville sælge op og det var vi for trætte til. Det var vort dyreste måltid påturen. 100 AU dollar, ca. 600 kr. Vi gik i seng med en stor forventning tilnæste dag. Værelset ligger ud til et sumpområde hvor der er frøer cikader ogmange andre højtråbende dyr. Natten blev godt nok afbrudt af fantastisk dyrefauna.

Torsdag d. 2.februar 2012

Vi havde satvækkeuret til at ringe kl. 6,15. Vi skulle ud at se øen i dag.  Fraiser Island er ca. 130 km lang og Ca. 30km bred. Det er verdens største sand ø og er mere end 2000 år gammel. I tidensløb er der vokset træer på øen. 99.9 % er plantet af sig selv.  Der er mange hundrede forskellige fuglearter.Derudover har man den berømte Dingo. Det er en vild hund der er meget aggressivog som under ingen omstændigheder må fodres. Tidligere var der mange tusindeDingoer på Øen men efter man forbød at fodre dem er bestanden kommet ned på 200stk. Det er den mest rene race der er på Fraiser Island da den ikke er blevetblandet med almindelige hunde. Vi mødes kl. 7.50 oppe ved supermarkedet. Vi er ca.20 mennesker fra hele verden der skal ud at køre i 4 hjuls trukket bus. Detstarter godt, chaufføren havde en hyggelig humor, der fik os til at glemme atvi var kommet tidligt op. Alle vejene på øen er sandveje. Nogle hjulspor er ½meter dybe. Det kræver virkelig sin bil og mand at komme igennem det. Turen gårgodt igennem en regnskov. Man må kun køre 30km på vejene, men 80km på stranden.Vi stopper ved et sandområde som  flyttersig hvert år. Det er helt fantastisk. Man står bare og falder hen. En oplevelseder skal ses, men som er svær at gengive på billeder. Vi kørte videre gennemregnskoven til vi kom til stranden. Bølgerne slår ind mod kysten med en kraftvi kun kender fra Vesterhavet. Starten af stranden var meget ujævn, og det varkun muligt at køre der, med terræn gående køretøjer.  Det var utroligt flot. Pludselig lander deret fly foran os. Piloten kommer ind i bussen og spørger om vi skal med op atflyve. Kr. 420 pr. person for 15 min. Det tager kun 1 sec. Inden Lone er lettetfra sædet, kort efter kommer Ole. Vi skal opleve Fraiser Island fra en flyver.Vi er 7 personer + piloten i flyveren. Vi letter hen over stranden. Det ervirkeligt lækkert. Vi får et indtryk som man under ingen omstændighed kanfornemme nede fra. Øen er stor med sandbanker og kæmpe naturvands søer.Størrelsen på øen sættes virkeligt i perspektiv. Vi kommer flot op og flyverind over øen. Der kommer en masse lufthuller. Flyveren ryster og alle kigger påhinanden, men piloten taler videre. Roen lægger sig på trods af den urolige flyvning.Alle er utrolig oppe at køre. Det var bare en fornøjelse for livet. Fuld valutafor pengene. Vi flyver tilbage til stranden og lander i en flot bue ind modkysten og ned på stranden. Da vi var landet var vi et nyt sted på stranden hvorbussen havde kørt til. Det var et område hvor der var der var en lille sø påstranden som gik ind i landet i en lille å. Vi gik langs en sti ind i landethvorefter vi gik gennem åen/floden ud til stranden. Vandet er utrolig klart ogrent. Da vi kom ud til stranden hvor der var en lille sø kunne man se at bundenvar sand med sorte afmærkninger. Det sorte forsvandt hvis man rørte ved det medfoden. Det var mineraler der blev påvirket. Derfra var der 3 andre det skulleflyve en tur. Vi andre kørte med bussen hen ad stranden indtil vi kom til nogleklipper som var røde og beige. Hvis de blev våde skiftede de farve. De kunnefrem tone i hundrede toner hvis de blev våde. Dem der var oppe at flyve landedeefter deres tur. Derefter vendte bussen. På vejen tilbage så vi resterne af etJapansk skib som var stødt på grund i 1940erne. Skibet var fra 1922, men i dager det nok den mest fotograferede skrot bunke. Herefter var det ved at værefrokosttid og vi kørte hen til et strand Ressort fra 1972 hvor der var frokostbuffet med i arrangementet. Efter frokosten kørte vi videre mod en kæmpe sø.Det var en undervands sø af mineralvand. Vandet var utroligt klart ogforfriskende at bade i. Efter en hurtig badetur gik vi op mod bussen. Der varkaffe og kage inden turen gik hjem. Det var en fantastisk dag på øen. Da vi komhjem hvilede vi lidt på værelset inden vi gik ned til havnen og så solnedgang.Da vi kom derned var der en masse som vi kendte fra turen. 2 piger fra Londonet par fra Canada, og en kvinde der rejste alene fra Brisbane. Vi nødsolnedgangen sammen. Vi skiltes fordi vi alle skulle ud at spise. Det endte dogmed at det blev samme sted. Der var et sted tæt på havnen hvor priserne varrimelige og her kom også det tyske par ned for at spise sammen med os andre. Vihyggede os til 21,30. Alle steder på ressortet lukker tidligt. Vi havde endejlig aften i selskab med søde mennesker fra Canada, Tyskland, Italien ogEngland. Derefter blev der sagt farvel og vi gik hvert til sit. I aften lukkedevi døren ud til dyrelivet og satte aircon på. Godnat.

Kære alle sammen,

Så er jeg i Australien:D Det er vildt! Jeg har snakket om det så længe, og nu er jeg her. Det er en smule urealistisk og jeg tror ikke helt at jeg sådan rigtig har forstået at jeg er her endnu. Alt ligner jo sig selv, men alligevel så er det anerledes. Jeg er anerledes end jeg var sidst (vil gerne tro at jeg trods alt har udviklet mig bare lidt på to et halvt år) og jeg er ikke i samme situation som sidst - så jeg kan jo ikke bare starte der hvor jeg slap sidst:) Jeg skal så og sige, have stykket en ny tilværelse sammen af den ’gamle’ og så alt det nye som falder på plads her de næste uger. Men jeg føler mig klar til udfordringen;)

Har egentlig ikke decideret lavet noget siden jeg ankom. Det er lidt hårdt at komme væk fra ’Fiji-tid’ hvor man bogstaveligt slappede af rundt regnet alle dagens sekunder:) Men jeg har brugt de første på at se lidt af Brisbane igen, jeg har fået oprettet bankkonto og australsk telefonnummer, jeg har ansøgt om tax-number så jeg kan få lov til betale SKAT og så har jeg været ude og besøge Red Hill. Åh skønne Red Hill! Det var så dejligt at være der igen, stedet ligner stortset sig selv - udover at de er i gang med at en større tilbygning. Meget af personalet jeg kender fra sidst er der stadig. Så det blev til mange kram og jeg glæder mig til at se mere til dem. Der var ikke særlig mange af de børn jeg underviste sidst, som stadigvæk er der. Men nogle af favoritterne er;)

Snakkede med Pam, som er rektor på Red Hill, og det ser ud til at jeg får mulighed for at arbejde på Red Hill. Meget stort yay! Hun giver endeligt besked her om en uges tid, når deres budget er gået igennem. Men Pam lød til at gerne at ville have mig ’ombord’. Så krydser fingre for at det kan lade sig gøre! Ellers så… så kommer jeg og laver frivilligt arbejde. De slipper ikke for mig;)

Caron, min dejlige kollega tager sig rigtig godt af mig. Dels hentede hun mig i lufthavnen og jeg har fået lov til at bo hos hende, og så har hun også sikret mig nogle babysitter jobs. Thumbs up! S

Så alt i alt, er jeg bare glad og føler mig som verdens heldigste pige:) Og hvis nogen skulle få lyst til at ringe til mig på mit nye australske nummer, så er det  0061 452609924.

Masser af <3

Gitte

Hej Alle sammen!

Efter en en lidt anderledes tur, end forventet, fra Santiago til Mendoza er vi nu tilbage igen. Vi havde på godtroende vis forestillet os, at vi kunne tøffe hen på busstationen ca 40 min inden afgang, købe vores billetter og afvente afrejsen, meeen nej!

Efter at vi var blevet sat af ved den forkerte busstation, havde fundet over på den anden side af vejen, konstateret at ingen af de ellers store busselvskaber havde billeter før dagen efter og panikken derfor bredte sig - blev vi dog reddet på målstregen. Noget der mest af alt fik en til at tænke på en bridgeklubs mandelige medlemmer, der var belevt træt af at spille bridge, stod klar, med åbne arme og to billetter. Reddet igen!

Bussen havde både tv, A/C, musik og drikkelse... ikke dårligt.

Aldrig har overreskelsen været så stor og ironien så tyk, som da vi stod og ventede ved de anviste tre mulige holdeplader. De to var fyldt med kæmpe dobbeltdækkerbusser, med påført WI-FI-skilte, 5 stjerner og fint påklædte chauffører der ventede tålmodigt på deres passagerer... og så kom vores trillende ind på plads.

Rundt om hjørnet kom verdens mindste mintgrønne bus, med en gammel, svedig mand fra bridgeklubben - som i dagens anledning havde ladet gebisset blive hjemme.

Hvad kan man andet end at grine!!

Baggerummet blev PROPPET og selvom chaufføren stønnede mere og mere og rystede på hovedet, hver gang der kom endnu en taske, blev vi klar til afgang! 26 passagerer, blev placeret i hver deres sæde og så gik det ellers derudaf. Speederen var helt i bund, men  det må have været lidt for amibitiøst, for der gik ikke længe, før vi måtte sætte farten betydeligt ned og til og med køre med kølerhjelmen åben??!!

- stakkels gamle mand, han ville så gerne frem, men den lille mintgrønne bus, formåede ikke at leve op til ambitionerne.

På trods af manglende gebis, to timers ind og udrejse af henholdsvis Argentina og Chile, samt et meget symbolskt baggagetjek, fortsatte vi gennem Andesbjergene og nåede frem til Mendoza i fin form :D

Vi følte at vi var nødt til at falde lidt ind i de forventede rammer, som rygsækrejsende, så denne gang har vi bestilt et hostel. Det er rigtig godt.

Efter at havde forsøgt at lede badevandet ned i risten, opgivet at lukke skodderne rigtigt droppet dynen af bar varme, smurt os ind i myggebalsam for at undgå stik og besluttet at ignorer de næsten døde kakelak på gulvet, faldt vi søv - i god ro og orden!

Nu kan det godt være at I tænker, at vi lever så meget i nuet, at vi intet planlægger på forhånd - men nej!!

Inden vi gik i seng, havde vi fået arrangere morgendagens aktivitet: vinsmagning.. på cykel!! Succes!!

Vi var blevet anbefalet at tage vores egen tur, i stedet for at tage afsted med en gruppe i bil. Der skulle ligge nogle gode vingårde, ret tæt på hinanden, hvor man kan cykle rundt imellem dem og smage vinen.

Her er det på sin plads at sige "tak!!" til Nadia, den danske pige, som vi mædte før vi tog til Santiage, for det var en yderst fremragende idé!!

Kl 10:30 skulle vi hentes og køres hen til stedet med cyklerne.. Vi er efterhånden blevet så godt som ægte argentinere, så vi var på ingen måde klar kl. 10:30, da der som regel ikke sker noget f'ør 20 min efter. Ironisk nok, stødte vi her ind på den første argentiner, der holder tidsplanen g i vild panik blev hver vores Haglöfs pakket og så asti-asted med os!!!

På vejen blev endnu en pige hentet, Julietta som er argentinsk. Det viste sig senere at hun havde troet det var en gruppeaktivitet, så hun kom med os - på trods af total sprogforvirring, blev det faktisk rigtig hyggeligt.

Spanglish er et dybt undervurderet sprog!!

Det hele er lavet sådan, at der på en 12 km. strækning ligger 12 forskellige steder, som man kan besøge. De fleste er vingårde - større eller mindre - men nogle steder lavede de også marmelader, oliven-ting og chokolade, så der var i den grad en delikat blanding af smagsopleveæser i udsigt!

Udstyret med hver vores cykel, på diplomatisk vos kan man sige at de lyste af erfaring, drog vi afsted i middagsheden :)

Udsigten kan man ikke sige noget ondt om, det var i den grad et smukt syn, og selvskabet var godt. Efter at have smagt alt fra den lokale/ nationale genialitet: dulce de leche (som minder lidt om nutella, bare anderledes. Det er mælk og sukker der er kogt sammen rigtig længe og det bruges til kager, som pålæg på brøg og meget andet) og nogle meget stærke likører besluttede vi at slutte dagen af med at besøge det helt store og berømte sted.

På et museum, havde vi om formiddagen "lært" (det var på spansk) om selve produktionen, så nu var det tid til at smage på gotterne!!

Julietta, der ikke kan lide alkohol, tog videre, men Maja og jeg lavede en lynhurtig hovedregning og besluttede at vi sagtens kunne nå en halv times vinsmagning fra kl. 17 pg så stadig nå tilbage (som det højt og helligt var blevet lovet) til cykelstedet kl. 18:00. Det drejede sig om at smage tre slags vin, så ingen ko på isen!

Vi betalte vores 35 pesos (=45,5 kr), før vi i selvskab med vinsmagningsmanden gik hen i den særlige vinsmagningssal!

Han var en yngre mand start/midt 30'erne) og det var tydeligt at han morede sig over situationen. To unge, blonde danskede med en absolut antividen vedrørende vin, det skulle han nok få noget sjovt ud af.

På overraskende vis, ente vi igen med en situation, hvor det kun var os to og ham "guiden", så man må sige at vi blev forkælet.

Fordi vi kun var tre (han drak selv med) fik vi ikke bare de middelgode vine ( det skal her siges og understreges, at dette sted er spicialiseret i høj-kvalitetsvin, så al deres vin er god), nej vi fik deres BEDSTE vine!!

Tre blev hurtigt til fem og han fik os gennem tre rødvine og to dessertvine - en rød og en hvid!

Det ville have været SÅ SEJT, hvis vi kunne sige hvor fantastisk vinen var, men vi må jo nok erkende, at mange af jer der læser med, sikkert havde fået mere ud af det, rent smagsmæssigt, end vi gjorde. Dette betyder dog ikke at vi ikke nød den - for hold, da op den var god!!! - vi ved bare ikke hvor god den rent faktisk er, i forhold til så meget andet.

Det er ikke så ofte, at det er vin til 520 kr flasken, der kommer frem til vinsmagningerne, fordi grupperne tit er så store, at det vil kræve flere flasker, men i dag gjorde der. Han hev den ene frem efter den anden og hyggede sig, hver gang vi nikkede og bekræftede at den var god, samtidig med at vi¨klodset prøvede at rotere vinen i glasset, snuse til den og gurgle i munden - på den rigtige måde :D

Alt i alt, må man sige at vi igen har haft en rigtig god oplevelse!!

... og som altid trækker gode oplevelser ud og vupti, så havde vi tralt.

Med vin til mellem 14- 18%  flydende rundt i årene, en smule vanskeligeheder med at gå lige og et i den grad stigende humør, skulle vi nu - meget hurtigt - genfinde vores cykler!!

Uden gear hjulede vi afsted mens vi mentalt, prøvede at forberede os på at virke ædru, så vores undskyldning for at komme for sent ville virke; vi holdt desværre i kø bag en lasbil ?!

Vi nåede det lige og med sveden pipblene over HELE kroppen, støvevet godt fastgroet i solcremen , lilla tænder fra vinen, og noget der senre skulle vise sig, at være ret så solskolde griseansigter, steg vi af cyklerne, for at begive os tilbage til byen.

Endnu en god dag, med massere af grin og sjov, lækker vin og et nyt venskab!!

Skål i dyr rødvin og pas på jer selv!

Ps. billeder kommer senere XD